LOUISE FINDER DE GODE FOLK- BÅDE I UDLANDET OG HERHJEMME

TechPeople styrker sin sourcing-afdeling med Louise Mærsk-Hansen. Hun skal hjælpe med at finde de gode konsulenter til vores kunder, hvad enten vi henter dem i Danmark, i vores nære nabolande eller på den anden side af kloden.

Hos TechPeople rækker vi oftere og oftere ud efter udenlandske eksperter. Årsagen er, at det lokale danske arbejdsmarked ikke kan dække den danske it-branches efterspørgsel efter specialister. Sådan har det været længe og branchens behov fortsætter med at stige. Derfor vokser vores netværk af udenlandske konsulenter tilsvarende og konsulentcheferne Nina Jensen og Louise Mærsk-Hansen i vores sourcing-afdeling får stadig mere travlt med at finde konsulenter uden for landets grænser.

Louise startede hos TechPeople i marts måned i år. Hun står for sourcing og kvalificering af kandidater fra ind- og udland til vores kunders projekter. Desuden er hun ansvarlig for den opsøgende og vedligeholdende indsats det kræver at opretholde et stærkt netværk af konsulenter med et bredt spektrum af kompetencer inden for det embeddede område. Hendes  spidskompetencer er searching, screening, koordinering, administration, samt konsulent- og kundepleje.

Special-kompetencer

– Det danske udbud kan ikke altid dække kundernes efterspørgsel efter udviklere. Mange af de kompetencer vi har brug for er så specialiserede, at de danske eksperter der findes ikke kan dække behovet, forklarer Louise.

– Opgaven med at finde egnede konsulenter i udlandet er i princippet ikke forskellig fra at finde danske konsulenter. Det handler først og fremmest om det gode match mellem kundens behov og konsulentens profil. Men det kræver typisk en længere og mere indgående dialog at finde en udenlandsk konsulent og vurdere personens faglige og personlige kvalifikationer, så de passer til opgaven. Desuden ligger der en del administrativt arbejde i at hente vedkommende hertil. På det punkt samarbejder vi en lokal partner, der er specialist på området.

 

Positive over for Danmark

Ifølge Louise er udenlandske konsulenter generelt positive over for Danmark.

– Norden klarer sig forholdsvis godt i den globale konkurrence om de bedste udviklere. Vi har mange multikulturelle virksomheder, der har engelsk som forretningssprog. Det er rimelig nemt at blive integreret, vi har stor social sikkerhed og et stabilt og velorganiseret samfund. Ikke mindst har vi nogle fordelagtige skatteregler for højtuddannede specialister.

Louise har stor erfaring inden for sourcing af it-konsulenter og hun har indgående kendskab til det system, der skal sættes i gang, når en udenlandsk ekspert hentes til landet.

Det er kompetencer hun bl.a. har opnået i et tidligere job som Account Manager i virksomheden GTS Nordic, der er specialiseret i håndtering af administration og skatteregler omkring udenlandske konsulenter i danske virksomheder. Før dette arbejdede hun som Delivery Manager i Ework Group med rekruttering af it-konsulenter. Desuden har hun været Executive Secretary (PA) for CEO i Cobham SATCOM og har arbejdet for TP Aerospace, herunder 9 måneders udstationering  på TP Aerospace’s kontor i Las Vegas.

Louises store viden om håndtering af udenlandske konsulenter, ikke mindst deres skattebetaling, kommer mere og mere i spil, i takt med at andelen af udenlandske konsulenter i TechPeoples portefølje stiger.

– Det kræver noget ekstra viden at håndtere dem korrekt. Men har du den rigtige viden, så er det egentlig ikke så svært. Vi finder konsulenter både i EU og i andre dele af verden. Kommer man fra et ikke-EU-land, så kræver det en arbejdstilladelse. Typisk tager det også længere tid at indhente de nødvendige tilladelser.

Vi er glade for at have Louise Mærsk-Hansen med om bord. Hun og Nina Jensen i vores sourcing-afdeling gør en super indsats for at finde gode folk til vores kunder.