AGIL FORANDRINGSLEDER MED VÆRKTØJSKASSEN I ORDEN

Forandringsledelse og ny teknologi – de to ting tænder Søren Andersen, erfaren leder med stor metode-værktøjskasse. Efter 17 år hos Danfoss valgte han freelance-tilværelsen hos TechPeople. Her forklarer han hvorfor – det handler bl.a. om at bære viden fra én virksomhed til en anden og om robusthed i en verden i forandring. 

Hvad er din faglige profil?

– Jeg er ingeniør og arbejder som agil forandringsleder, primært inden for it og elektronik og de relaterede forretningsgange, der gør virksomheden mere let og værdiskabende. Ud over ingeniøruddannelsen har jeg en HD i organisation og strategi og en Executive MBA fra Henley.

Kan du fortælle lidt om din karriere?

– Jeg har bl.a. været 17 år i Danfoss i forskellige stillinger som chef inden for produktudvikling, projekt- og programledelse. Jeg var den første Danfoss-medarbejder, der blev certificeret som senior projektleder i IPMA (International Project Management Association). Efterfølgende blev jeg udtaget som IPMA assessor og siden 2007 har jeg certificeret senior projekt- og programledere i regi af foreningen Dansk Projektledelse, der gennemfører IPMAs certificeringsprogram i Danmark. – Jeg har også været med til at udvikle den nye certificering af agil ledelse. Der er ingen tvivl om, at den agile tilgang er altafgørende i en verden, hvor tempoet stiger. Der er behov for hurtigt at vise resultater, minimere tab og maksimere værdi samt sikre, at der styres hurtigere i takt med kundernes behov.

Hvorfor har du valgt TechPeople?

– Jeg er ikke sælger, så derfor teamer jeg op med TechPeople. De har et godt netværk, ikke mindst hos de store virksomheder. På den måde kan jeg holde fokus på opgaven og komme i spil til nogle nye spændende projekter og ledelsesopgaver, der matcher min faglige profil.

Hvorfor valgte du rollen som konsulent?

– Efter Danfoss kom jeg til elektronikvirksomheden Lodam, hvilket var mit første modige skift væk fra det trygge. Herefter næste skridt, for nu fem år siden, da jeg valgte at starte som freelance konsulent med speciale i forandrings- og teknologiledelse.

– Jeg har valgt konsulentlivet, fordi jeg er nysgerrig af natur. Og så jeg kan rigtigt godt lide at opbygge nye relationer. Det er spændende at komme ud i nye virksomheder, bygge et godt netværk op, forstå forretningsgangene og kulturen og gennemføre det projekt eller den forandring man er hentet ind til.

– Jeg holder min viden vedlige og læser eller lytter til bøger primært om ledelse og metoder. Jeg har efterhånden samlet en stor værktøjskasse med metoder, som jeg udbygger løbende. Den sætter jeg i spil, når jeg er ude hos kunden. Ikke to virksomheder er ens og som agil leder skal man bruge mange forskellige ledelsesværktøjer og skalere dem for at styre en forandring eller et projekt sikkert i mål.

 

Er dine forventninger til jobbet som konsulent blevet indfriet?

– Ja, det synes jeg. Det er gået godt. Jeg har ikke været ude for, at kunden har afsluttet en opgave før tid, fordi det ikke fungerede. Tværtimod. Jeg er blevet forlænget og er endda blevet tilbudt fastansættelse i forbindelse med de fleste af de konsulentopgaver jeg har løst.

– Generelt tror jeg, at rollen som konsulent passer godt til den retning arbejdsmarkedet bevæger sig i. Det går fra livslang ansættelse til et mere dynamisk og omskifteligt jobmarked med vidensbære, der sikrer hurtigere forandring. Der er mange gode vinkler på at gøre det rigtigt. Desuden skifter teknologierne stadig hurtigere, og man skal huske, at hvis man ikke reagerer koordineret og effektivt, så mister man forretningen. Som konsulent får du mulighed for at følge udviklingen. Det gør dig mere robust i forhold til det fremtidige arbejdsmarked, hvad enten du vælger rollen som konsulent eller fastansat. Man skal passe på ikke at gro fast.

 

Hvad med den jobsikkerhed man har som fastansat?

– Jobsikkerhed kan være en illusion, netop fordi arbejdsmarkedet bliver mere og mere dynamisk. Desuden er lønnen som konsulent lidt højere end for en fastansat. Derfor kan du som konsulent ret hurtigt opbygge en buffer, så du har noget at stå imod med. Det giver dig samme jobsikkerhed, som hvis du var fastansat, ikke mindst fordi du også udvikler dig hurtigere.

– Jeg har indtil videre ikke oplevet længere perioder uden opgaver. Ofte går der kun et par uger fra en opgave er afsluttet til jeg får tilbudt en ny. På det punkt er der måske en lille ulempe ved at arbejde freelance. Du ved aldrig helt hvor lang tid du har mellem to opgaver. Derfor kan det være svært at udnytte den frie tid godt nok. Men jeg har efterhånden lært at benytte tiden til nærhed med min familie og til at opbygge en social buffer før jeg starter på nye eventyr, der kræver al min opmærksomhed.

 

Hvad motiverer dig rent fagligt?

– Forandringsledelse og teknologi – de to ting er rigtig spændende. Jeg har ret stor erfaring med projekt- og forandringsledelse inden for it og elektronik. Som IPMA-assessor får jeg desuden under fortrolighed indblik i mange forskellige top 50 virksomheder, styrelser, banker og universiteters tilgang til agil, projekt-, program-, udviklings- og porteføljeledelse. Alligevel er det altid spændende at komme ud som konsulent i en ny virksomhed og starte på en opgave, hvor man kan inspirere og gøre en forskel.

– Ledelse er så mange forskellige ting og som forandringsleder skal du have antennerne ude på alle niveauer. Om din forandring eller dit projekt lykkes, afhænger jo ikke kun af, om du har lavet en god agil plan. Du skal også være sikker på, at medarbejderne kan løse opgaven, at ledelsen bakker op osv. Der er mange udefra kommende faktorer, der spiller ind.

– Du lærer også, at virkeligheden ikke nødvendigvis er som lærebøgerne siger den burde være. Alle virksomheder har deres egen kultur og det skal du som forandringsleder lære at respektere og navigere i. Jeg tror meget på ”management by walking around”. Jeg bruger tid på at gå rundt og tale med folk. Jeg vil finde ud af, hvad folk tænker, så vi kan træffe de rigtige beslutninger sammen.

– Jeg har efterhånden lært, at beslutninger ikke bliver taget i mødelokalet. De bliver taget uden for. På den måde er ledelse fascinerende. Det er som en organisme man hele tiden skal forsøge at         holde sund, slank og effektiv. 

 

Er det hårdere at være leder end at være softwareudvikler?

– Måske. Mange udviklere har ikke lyst til ledelse. Man skal tit svare på spørgsmål, som der ikke helt findes svar på, håndtere usikkerheder, forstå de måske skjulte dagsordener i virksomheden og den slags. At være programmør er et regulært håndværk. Man kan se, hvad man får fra hånden og hvor langt man er kommet. Sådan er ledelse ikke. Det kan være helt fantastisk den ene uge og ugen efter er projektet i en storm af mulige forandringer. Det skal man kunne trives med.

 

Hvad er dine fremtidsplaner? Har du tænkt dig at fortsætte som konsulent?

– Ja, det er jeg ret sikker på. Samtidig har jeg det sådan, at når jeg starter på en opgave, så går jeg ind i den med den indstilling, at her vil jeg blive for altid. Det er godt, fordi så glemmer du, at du er konsulent. Det engagement smitter af på de folk og den opgave du har ansvar for. Men jeg ved med mig selv, at jeg trives bedst med forandring og nye opgaver. Derfor er konsulentlivet det, der passer mig bedst.